Hyldeblomst saft

De små blege, nærmest flødefarvede blomster minder lidt om gamle kniplinger. De er så fine og lette at se på. De har en helt speciel sød og syrligt duft der spreder sig hvor end man går. For mange af os melder trangen sig til at komme i gang med årets fremstilling af hyldeblomstsaft, og trække smagen og duften af sommer ud af blomsterne. Denne sunde drik er heldigvis igen blevet populær. Der findes nok heller intet mere svalende og læskende end et glas iskoldt hyldeblomstsaft, når man sidder i skyggen under et stort træ, på en rigtig varm sommerdag. I lørdags til vores sommermarked her på Kærby Mølle, serverede vi syren og hyldeblomstsaft. Det kan varmt anbefales og det får den flotteste farve. Syrensaft laves på nøjagtig samme måde blot med syrenblomster i stedet for hyldeblomster.

Hyldeblomstsaft

30 store eller 50 små nyplukkede hyldeblomstskærme
3 Citroner
50 g Citronsyre
1 kg Sukker
½ kg Farinsukker
3 liter Vand
Evt. atamon

Pluk hyldeblomstskærmene i tørvejr, et sted lang væk fra alfarvej. Ryst dem godt fri for støv og insekter. Undlad helst at skylle dem – men kan du ikke lade være, så gør det kortvarigt og forsigtigt. Læg dem i et fad eller en krukke sammen med skivede citroner, citronsyre og sukker. Hæld kogende vand over. Lad blandingen stå tildækket og køligt i 3 - 4 dage. Si blomster og citroner fra og hæld saften på rene skoldede, evt. atamon skyllede flasker. Luk flaskerne tæt til. Opbevares køligt. Brug saften som limonade, blandet med vand, danskvand eller hvidvin og evt. syrensaft. Tip: Lad saften trække med 2 skivede limefrugter, hvis du ønsker dig en mere pikant smag

Forrige
Forrige

Koldskål med hyldeblomst

Næste
Næste

Aspargestid