Brunchpandekager
Der er da ikke noget hyggeligere end at starte dagen med at bage pandekager. Det er “slowliving” når det er bedst. Sådan en vintermorgen, ild i brændeovnen og frisk kaffe i koppen og så lave en stor portion, inden resten af huset står op. Det kan være svært at få dem til at puffe op og blive tykke og lækre, men nu har jeg fundet teknikken! Det handler om at du skal sørge for at piske hviderne for sig, tilsætte bagepulver og så det altafgørende: dejen skal faktisk være ret tyk.. og så handler det også lidt om tålmodighed. Ikke alt for meget varme, så vokser de stille og roligt og bliver super høje og luftige.
250 g hvedemel
½ - 1 tsk. bagepulver
2 spsk sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. kardemomme
1 nip salt
½ tsk. vaniljesukker
2 æg
2,5 dl mælk
Smør til stegning
Pisk æggehviderne helt stive. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål. Tilsæt æggeblommer og mælk og pisk det sammen, inden du forsigtigt vender æggehviderne deri. Steges i rigeligt smør.
Server med sirup, marmelade og evt. bær og skyr.
Velbekomme!