Forvandling fra nyt til gammelt

Vi har før været omkring, hvor uundværlige spejle er i den franske landstils indretning. Gamle spejle er både svære at få fingre i og temmelig bekostelige, så derfor er der rigtig mange gode grunde til, at kaste dig ud i dette lille ”gør det selv” projekt med patinering af nye spejle. Umiddelbart kan det virke som en umulig opgave, at få et helt nyt spejl til at fremstå slidt og ældet, men det er ikke så svært og kræver blot lidt tid og tålmodighed. Se med i gør det selv artiklen på næste side og lad dig inspirere! Vi havde indkøbt et nyt billigt spejl og har herefter patineret det, så det fremstår som gammelt og slidt.

Patinering og maling af ramme:

Rammen, som her oprindeligt var guldmalet, males over i en lys grå farve. Lad malingen tørre godt.  Mal ovenpå i en mørkere grå nuance over hele fladen og anvend en varmepistol på den våde maling. Malingen tørrer hurtigt op. De steder, hvor der ønskes meget patinering, varmes der ekstra længe og malingen bobler nu op i meget store flader. Lad spejlet stå til dagen efter, så malingen er 100% tør. Med en spartel, kan malingen nu skrabes af i flager, de steder, hvor den er boblet op.

 Patinering af spejlet:

Spejlet afmonteres fra rammen, da det her, er selve bagsiden, der skal patinereres. Dette spejl var monteret med en tynd MDF plade fastlimet på spejlet, det kræver lidt tålmodighed at få den afmonteret, men med en spartel og meget forsigtighed, kan det lade gøre. Bagsiden af spejlet har fastlimet en grå film, og hos farvehandleren har vi købt en malingfjerner, der nu påføres i tilfældige steder med en spartel. Det er vigtigt, at det påføres tilfældigt, så du får det ønskede slidte look. Lad malingfjerneren sidde til dagen efter og du kan nu nemt fjerne den grå film, på de steder malingfjerneren er påført. Afslut med at vaske spejlet for rester af malingfjerner.  

Udover denne patinering, har vi på forsiden af spejlglasset, forsøgt at lave en patinering med sort og brun spraymaling. Det sprayes på i ”pletter” forskellige steder på glasset. Først den sorte og derefter den brune. Farverne skal ikke tørre imellem hvert lag maling. Mens malingen stadig er våd, hælder du forsigtigt acetone på, så malingpletterne dækkes fuldstændig. Det hele løber lidt tilfældigt ud til alle sider og giver et rigtig flot resultat. Også her er det en rigtig god idé at lakere patineringsstederne med en mat lak, så spejlet tåler en pudsning.

 

 

 

 

Forrige
Forrige

Lav en stenvæg

Næste
Næste

Skønne glasskåle