Velkommen i julens hjerterum

Anna bor i Sverige sammen med en nordmand, og hun har seks børn og to fantastiske børnebørn. Parret bor i et hus ude på landet uden for Uppsala, og de har selv bygget huset. Familien er det vigtigste for Anna, og dét at kunne samle alle – både store og små – er det, der glæder hendes hjerte mest. Hun elsker, når alle generationer mødes. Hendes farfar og svigermor er også med til jul.

Anna elsker den franske/nordiske landstil, hvor det rustikke blandes med det florlette og romantiske, og hvor farverne er neutrale. Hun finder mange skatte på loppemarkeder rundt om i landet, og familiens ferier ender ofte med, at møbler må fastgøres til bilens tag. Der er jo næsten ikke noget, der slår gammelt sølvtøj i kombination med rustikt træ og hvidt porcelæn, vel? Al hendes julepynt er gemt væk i en stak gamle kufferter det meste af året, og når Anna åbner kufferterne i oktober, er det som at åbne døren til et elsket skattekammer. Her finder man blandt andet en imponerende samling af kageforme. Anna elsker nemlig at bage til hele familien.

Alt, hvad der skal bruges til gaveindpakning, står fremme som en del af dekorationen. Kurve og kasser med bånd, kort og glansbilleder, stakke af indpakningspapir – og de indpakkede julegaver – får lov til at stå fremme som et helt lille tableau, og de pirrer nysgerrigheden hos store og små. Juletræerne er kunstige og kommer frem år efter år. Selve pynten skiftes ud fra tid til anden, og den gemmes i fine, gamle trækasser, så den også kan genbruges år efter år.

Der er dømt ren julestemning overalt i huset og selv i soveværelset og i gæsteværelset, hvor man finder kranse og juletræer i hver en krog. På billedet herover med den hyggelige alkove ser du alle Annas kufferter, som rummer hendes julepynt. Det samme gør hatteæskerne på gulvet. En lille siddeplads med udsigt er der også plads til på reposen. Her kan man sidde i ro og mag og pakke gaver ind eller skrive julehilsener.

Instagram: @passsionforhomemaking

Find masser af gamle kageforme på loppemarkederne og brug dem som smukke dekorationsgenstande i køkkenet, når de ikke er i brug.

Forrige
Forrige

Antik julepynt med sjæl og charme

Næste
Næste

Landligt og æstetisk idyl