Antik julepynt med sjæl og charme

Dorthe og Tom bor i Slagelse, og hvis der er noget, de elsker, så er det julen. Dorthe kalder dem for en "rigtig julefamilie", og der bliver pyntet op fra midt i november. Dorthe har dog for mange år siden besluttet, at hun ikke vil stresse over juledekorationer og hjemmebag. Hvis tiden og lysten er der, går hun i gang, men ellers køber hun det, hun skal bruge. Der bliver løbende pyntet mere og mere op, som tiden nærmer sig jul.

Dorthe samler på gammel, antik julepynt. Hun er mest til de lyse farver, men i mange år – mens børnene var små – har de pyntet op i Disney-stil for børnenes skyld – og de elskede det! I takt med, at børnene blev ældre, forsvandt farverne, for Dorthe foretrækker selv at pynte med hvidt, sølv og grønt. Og masser af lys. Dorthe er især en stor samler af antik tinselpynt, vatpynt og ikke mindst antikke julekort. Hun elsker at tænke over, hvem der engang modtog netop det kort. Hjemmet er udelukkende indrettet med genbrugsmøbler og en del brocantefund, og meget af det er i den romantiske stil. Alle møbler er købt brugt på markeder, i loppebutikker, på nettet eller på dba. Noget har de fået gratis, fordi folk bare ville af med det.

Da børnene var små, blev der lavet dekorationer i stribevis og bagt til den store guldmedalje op til jul. Dorthe er ikke en bage-pige, men hun nød det, da børnene var små. Hun elsker til gengæld at slappe af med at være kreativ med klippe-/klistre-aktiviteter, så i stedet for at stå i køkkenet går hun i kælderen, hvor hun har et dejligt krea-rum med en masse sjove ting. Hun finder hele tiden ny inspiration og ideer, der skal prøves af. I selve juledagene er der fokus på familien og samværet.

Instagram: @dorthelinchen

Næste
Næste

Velkommen i julens hjerterum