Udgave 5 2025

Velkommen til denne højsommerudgave af magasinet i en tid, hvor solen (forhåbentlig) står højt på himlen, og dagene føles lange og lyse.

Vi har dedikeret denne udgave til glamping – en ferieform, der kombinerer naturens ro med lidt ekstra komfort og æstetik. Det er en tendens, der vinder frem, og jeg forstår godt hvorfor. For hvad er bedre end at vågne op i en dejlig seng til lyden af fuglesang, trække i en let sommerkjole og nyde morgenkaffen i skyggen af et træ?

I dette nummer besøger vi flere skønne sommerboliger og deler masser af inspiration til let og lækker sommermad. Vi viser dig også nogle hyggelige DIY-projekter, som du kan gå i gang med i sommerferien. Jeg holder særligt af at gå en tur og samle en grøftekantsbuket, for det er den slags små, sanselige oplevelser, der bringer ro og glæde. Duften af varm sommerluft, følelsen af bare tæer i græsset. At hoppe på cyklen og hente friske jordbær og nyopgravede kartofler fra en vejbod. Det er netop disse enkle øjeblikke, der gør livet ekstra godt på denne årstid.

Jeg elsker virkelig den danske sommer med alt, hvad den bringer af skønhed, lethed og frihed, men jeg føler mig også utroligt inspireret af de skønne glampingsteder, som Antonella har fundet til os, under de sydlige himmelstrøg. Jeg håber, at du finder masser af inspiration, og at du får en vidunderlig sommer fyldt med små glæder. Rigtig god læselyst og god sommer!

Kram fra Vivian

Næste
Næste

Hvid romantik og sarte pasteller