Udgave 3 2024
Udkommer 4. April - Glæd dig!
Det er officielt forår, og derfor blomstrer energien og kreativiteten. Forårssolen fylder de 6 forskellige hjem, som vi besøger, og her finder vi masser af gode ideer og spændende påfund. Vi møder nogle kreative og inspirerende mennesker, og så er Sif klar med lækre opskrifter, mens Vibeke får jord under neglene.
Den tidlige sommer er endelig ved at indfinde sig, og med den kommer en fantastisk tid, hvor vi inviteres til at tilbringe mere tid udendørs, nyde solens varme stråler og lade os inspirere af al den skønhed, der omgiver os i naturen. Det er med stor glæde, at jeg byder jer velkommen til denne udgave, der netop afspejler denne fortryllende tid på året.
Vores passion for boligindretning, DIY-projekter, lækker og sund mad, samt skønne blomster, er som altid en central del af vores univers. Vi ønsker at fortsætte med at dele alt det, der bringer glæde og inspiration ind i hverdagen, her i magasinet og igennem vores bøger, men også på vores sociale medier, hvor vi har nået imponerende 150.000 følgere på FB og 30.000 på Instagram i foråret 2024. Vi har opnået dette gennem levendegørelse af magasinet via vores små film, i form af QR-koder her i magasinet og gennem afholdelse af events og kurser. Her skaber vi et udvidet fællesskab, hvor inspiration og tips deles med stor entusiasme. Alt dette er en naturlig forlængelse af dette magasin, som har været min drøm i årevis. At kunne invitere dig med længere ind i Jeanne d’Arc Living-universet.
Det er en stor fornøjelse og et privilegium at møde en masse nye, inspirerende mennesker, og det er givende for magasinet, at vi krydser veje med så mange. Det resulterer nemlig i flere interessante artikler om mennesker, der brænder for det, de laver, og har noget på hjerte. Det kan være i form af spændende jobs og interesser eller måden, som de bor og lever på. Alt dette kan inspirere andre mennesker. Du kan møde en lille håndfuld af dem i denne udgave. Jeg håber, at du vil nyde denne udgave lige så meget, som vi har nydt at sammensætte den.
Kram fra Vivian