Udgave 2

I denne udgave er vi kreative med pynt og grønt til påske, så du kan nå at være godt forberedt til forårets festlige dage. Vi laver dejlig mad, og så besøger vi flere spændende hjem, herunder et smukt, rustikt landsted i Italien.

Jeg tænker, at du slet ikke kan undgå at komme i forårsstemning og få lyst til at komme i gang derhjemme, når du kigger denne udgave af magasinet igennem. Den er så fyldt med inspiration til skønne boliger, som er indrettet lyst og let i dejlige forårsfarver. Du finder også masser af blomster, kreative påskesysler og dejlig mad. Har du brug for at lade foråret og påsken flytte ind i dit eget hjem eller på din arbejdsplads, så kommer du langt med blot nogle få tiltag. Lav en opstilling et par steder, hvor du samler lidt påskepynt, en potte med forårsvækster eller en buket med grene. Friske blomster får velværet og forventningerne til de kommende måneder til at stige.

At fordybe sig i kreative aktiviteter alene eller sammen med dem, du holder af, er også en måde at komme i den rette stemning på. Personligt elsker jeg at være kreativ sammen med andre, for det giver ofte så meget mere end blot de ting, jeg får lavet. De gode snakke falder mere naturligt, når vi samles om det kreative.

Men af og til kan jeg også godt lide at sidde helt for mig selv i min egen verden og skabe noget. Det giver en særlig tilfredsstillelse at gøre rent i huset hele dagen og slutte af med at stille en buket med grene og tulipaner på bordet, hænge en krans op eller sætte et par potter med friske blomster frem. Måske skal du stille et duftlys med en skøn forårsduft frem eller blot lufte dine tekstiler udendørs. Jeg hænger altid mit sengetøj til tørre udenfor og synes, at det dufter helt fantastisk på denne tid af året, når man tager det ind om aftenen. Det dufter simpelthen af forår.

Rigtig god læselyst!
Kram fra Vivian

Forrige
Forrige

Udgave 3 2024

Næste
Næste

Tingdalgaard