Nytår
Så kom årets sidste dag… og det er tid til refleksion over året der er gået og tanker om året der kommer. For Jeanne d´Arc Living har det i det store hele, været et skønt år, med masser af nye spændende tiltag, som heldigvis er blevet modtaget virkelig godt. Tak for det! Uden din støtte, kunne jeg ikke blive ved med at lave det jeg laver. Det er jeg taknemlig for hver eneste dag. I disse tider, er det bestemt ingen selvfølge at have muligheden for at lave det man elsker allermest. I årets løb har jeg desværre set alt for mange virksomheder der måtte lukke. Små og mellemstore virksomheder, hvor mennesker der virkelig brænder for det de laver, ikke kan klare de stigende udgifter. Inflationen der gør at de ikke sælger det de skal, for at kunne overleve. Det er så uendelig trist.
Vi har også måtte skære ind til benet på mange måder, i vores lille virksomhed. Det er hårdt, ingen tvivl om det. At sige andet vil være forkert. Det er på ingen måde en guldgrube at være et lille forlag med egen udgivelser - uden en stor koncern og en masse indtægter på annoncer i ryggen. Men vi er her og vi ELSKER det! Det åbner også op for nye muligheder og kreativiteten vokser i krisetider. Det har for vores vedkommende betydet rigtig mange nye bekendtskaber og møder med mennesker, som på den ene og den anden måde giver en masse positivitet, støtter og hjælper os. - hvor vi hjælper hinanden igennem. For mig er det en ny hverdag, hvor jeg kommer meget mere ud af busken og det kan jeg faktisk rigtig godt lide.
Det er blevet helt naturligt at åbne vores hjem op for besøgende og holde forskellige events her på Kærby Mølle. Jeg elsker at have gæster, sådan har det altid været. Både planlægningen, klargøringen med at pynte op, gøre det hyggeligt og lave mad mv. og selve afholdelsen, hvor en masse glade mennesker kommer på besøg. Nye ideer og venskaber opstår på tværs af alder, erhvervs og adresse. Alle mødes vi omkring fælles interesser. Det er simpelthen så hyggeligt.
I aften skal vi også have gæster. Det er dog stille og roligt om helt privat, hvor gode venner kommer forbi. Der skal dog stadig kræses om dem. Det kan jeg slet ikke lade være med. Der skal laves lækker mad, bordet skal pyntes flot og boblerne, i rigelige mængder, drikkes af flotte champagneglas. Vi skal nemlig huske at gøre det lille ekstra for hinanden og værdsætte hinanden. Igen i år har vi mistet alt for mange, alt for tidligt.
TAK for året der er gået og RIGTIG GODT NYTÅR til dig. Håber vi ses.
Kram fra Vivian
PS: Du skal da lige hvad opskriften på kransekagerne fra udgave 8 i år. Se under billederne.
200 gram marcipan
100 g flormelis
1 æggehvide
hakkede nødder, vaniljesukker, cacaopulver, mørk chokolade og ekstra flormelis til at dyppe stykkerne i.
Rør flormelissen i æggehviden. Arbejd sukker og æg godt sammen med marcipanen. Lad den evt. stå lidt på køl inden den formes til små kugler som dyppes i forskellig pynt. inden den formes til rustikke mundrette stykker.
Bages i ovnen ved 220°C i ca. 10 min., til de er gyldne. Når de er kølet af kan bunden evt. dyppes i mørk tempereret chokolade.
Velbekomme