Julehygge i det gamle frysehus
For mange år siden købte Jeanne d’Arc Living et gammel hus for at sætte det i stand. Nede i haven lå dette fine gamle frysehus mellem krat og træer, i bedste "Hans og Grethe"-stil som i et rigtigt eventyr. Huset er solgt nu, men inden da blev det pyntet fint op til julehygge, med masser af naturmaterialer vi fandt lige udenfor døren.
Uden for huset er der denne lille, overdækkede indgang, hvor man kan sidde under halvtaget og nyde stilheden og skovens dufte i ro og mag med et tæppe om benene. Det er ren magi. Vi har pyntet op med masser af lærkegrene, både ude og inde, og valget var oplagt, da der er rigtig mange lærketræer i skoven. En zinkbalje er fyldt med fyrretoppe – ligeledes fundet i skoven – og den pryder ved døren. Vi bandt også en fin krans af lærkegrene med kogler til døren.
Inde i huset brugte vi endnu flere store lærkegrene, som blev hængt op over bjælkerne på kryds og tværs, så de nærmest danner et helt lille tag i rummet. I vinduerne hænger der masser af forskellige kranse, alle sammen bundet af de materialer, som vi har kunnet finde i naturen lige uden for døren. Kransene er alle i forskellige størrelser, men hver enkelt krans er holdt i samme materiale. Troldegrenene var for vilde at binde en krans af, men de er fine til en simpel dekoration, såsom her, hvor vi har stillet bloklys på et fad og lagt masser af troldegrene omkring.
Den gamle brændeovn varmer hurtigt rummet på, og væggene er godt isolerede fra dengang, da kulden skulle holdes inde. Da rummet er lille, går der ikke længe, før der er varmt nok til at holde en lille komsammen – eventuelt med gløgg og æbleskiver – efter en gåtur i skoven. Vi brugte også rummet til at sidde og binde kransene i, så måske en søndag, hvor man inviterer veninder og familie til at samle grønt i skoven og lave dekorationer sammen, kunne være en god idé. Et rum som dette har så mange anvendelsesmuligheder – ikke kun om sommeren, men hele året rundt.