Dyrk mikrogrønt

Det er ikke nemt at vente på at foråret rigtig kommer igang. Mange af os har så meget lyst til at komme igang med at så og plante. Der går dog lidt tid endnu.. indtil da kan du hygge dig med at lave dit eget “mikro grønt” Det er egentlig bare krydderurter og grøntsager, som er spiret og spises inden, de er blevet til rigtige planter. Poserne med frø har været på hylderne  et stykke tid. Køb et par poser og prøv at bruge dem på denne her måde, og få lækkert drys til din mad. Det er supernemt.

Flere af frøene kan blot drysses ud på et stykke vat, mens andre helst kræver lidt jord. Fælles for dem er, at du i løbet af en til to uger har masser af sunde, små planter, som du kan spise. Ærtespirer er dog lidt længere om at komme.  Vi valgte frø fra rødbede, ærter, spinat, radise, karse, almindelig basilikum og rød basilikum. De egnede sig alle godt til formålet. Vi puttede dem alle i potter med muld, og satte dem under en glasklokke på et lyst og solrigt sted. Faktisk tog vi chancen og satte dem i lysthuset, selvom nattemperaturerne stadig er ret lave, og det gik fint. Vi vandede hver dag, og efter få dage begyndte de første frø at spise og pible frem. Du kan også sagtens dyrke dem i en helt almindelige vindueskarm, i et sydvendt vindue. Inden længe kan de desuden dyrkes på friland.

De første spirer kunne vi allerede høste efter en lille uge. Karse og basilikum voksede ret hurtigt. Brug det grønne drys på alle former for smørrebrød, samt i salater. Vi giver dig her et par opskrifter med på vejen. Klik ind under MADOPSKRIFTER og se dem. 

 

Forrige
Forrige

Maries Miniatue Verden

Næste
Næste

Driv grene