8. december
Det er egentlig for sent at bringe dig opskriften på Honningkagehjerter, hvis det er helt rigtigt. Dejen skal nemlig helst laves en måned i forvejen og ligge på køl, inden du bager dem. Så skulle de skulle de efter sigende blive virkelig gode. Jeg vil dog godt fortælle dig en hemmelighed, og det er at min tålmodighed slet ikke er til ting, som man skal vente SÅ længe på. Og så har jeg det med at være temmelig impulsiv, - så måske jeg slet ikke tænker tanken allerede i starten af november måned. Så snyder jeg og laver dem alligevel, selvom det er for kort tid dejen ligger. Det plejer at gå meget godt og smage ganske udmærket.. og jeg laver dem faktisk mest fordi jeg synes de er flottet at have liggende til pynt… I år HAR vi dog lavet den i tide. Det har min datter Mathilde, som også er en del af teamet her på redaktionen, nemlig sørget for. Hun er god til at (forsøge) at holde mig fast på at følge opskrifterne, når vi laver film mv. til jer. Hun ELSKER honninghjerter og vi fik nogle glas med Honning som er samlet lige her i vores “baghave” - engen ved Kastbjerg Å. Jeg er spændt på at smage dem.. men nu til opskriften, som du får lige her;
Cirka 1 måned før du vil lave honningkagehjerterne skal du blande 250 g lunet honning med 250 g hvedemel. Den skal æltes godt, pakkes ind og sættes på køl. (må gerne være længere tid - og jeg har prøvet at gøre det i kortere tid :)
Massen tilsættes;
1 æggeblomme
1 tsk hjortetaksalt
1 tsk potaske
2 tsk kanel
1/2 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt stjerneanis
1/2 tsk stødte nelliker
1/2 tsk stødt allehånde
Evt. lidt revet appelsinskal
Riv honningmassen på et rivejern. Bland æggeblomme og hjortetaksalt. Rør potaske sammen med et par spsk. koldt vand, og tilsæt til dejen. Tilsæt de andre krydderier og ælt dejen rigtig godt.
Rul den ud til 1/2 cm og stik honninghjerter ud med en form eller i hånden. Bages ved 170 grader varmluft i cirka 10 minutter. Måske lidt længere. Kagerne skal være ret lyse stadig. Når de er kølet af skal de pakkes med et fugtigt klæde og stå i nogle dage, for at de bliver bløde og lækre.
Pynten er det sjove og hyggelige.. den kan bestå af flotte mønstre, tekster eller chokolade og glansbilleder. Hvis du vil skrive eller tegne på dem, som vi har gjort her - så skal du lave en glasur af æggehvide og flourmelis, evt. tilsat en smule eddike. Kom den i et lille kræmmerhus lavet af bagepapir, så der kun lige er en spids åben. Kom endelig ikke for meget glasur i, så er det nemmere at styre.
Du kan se en film om hvordan du gør, når du klikker på den rosa firkant herunder…
Velbekomme. Kram fra Vivian