4. december
Det er tit man kan finde et bundt med roser til en overkommelig pris, her i december. Det lod vi os inspirere af og Dorthe lavede disse skønne dekorationer til både vinduerne og bordet, udelukkende med mos og roser. Vi fandt bloklys i samme nuancer som roserne og ellers er der ingen pynt.
Dekorationerne i opsatserne har hun lavet ved først at skære et stykke oasis til, som fik lov at suge vand i et par timer. Det er vigtigt at det får lov virelig at ligge og trække, gerne i op til 4 timer faktisk, så det er helt gennemvædet. Så holder blomsterne sig friskere. Husk også at vande efter løbene. Herefter er der sat mos fast med små spyd og derefter er roserne sat i.
På bordet og i vindueskarmene har vi først lagt et stykke plastic ud, inden der er lagt mos. Roserne er klippet korte og sat ned i små rør med vand, der er beregnet til det. De kan købes hos blomsterhandleren. Du kan også komme lidt vand i en lille pose, vikle vat omkirng rosen og putte deri. Luk posen med en elastik, så der ikke løber vand ud. Eller du kan helt undlade at komme vand ved og lade roserne tørre. Det bliver også rigtig fint.
På juletræet i baggrunden er roser sat ned i små kræmmerhuse, også her med vat omkring stiklen. Håber du blev inspireret til at pynte op med friske roser og mos.
Kram fra Vivian