11. december: Søde nostalgiske trommer med skind
Trommerne laves af papruller. Det kan være fra toiletpapir eller køkkenrulle til de små trommer. Til større trommer kan du bruge forsendelsesrør og rør fra etiketter og tape. Til disse trommer skal du desuden bruge gammelt nodepapir, imiteret skind eller rigtigt skind, bånd, blonde, sejlgarn, dobbeltklæbende tape, vævlim, sekundlim og anden pynt.
Sådan gør du:
Start med at skære paprullerne op i passende stykker, så trommerne bliver i de rigtige størrelsesforhold. Læg nu et stykke paprulle på skindets vrangside og tegn to cirkler. Klip et par millimeter uden for stregen.
Klip et stykke nodepapir, der er lidt længere end trommens omkreds og lim det på rullen med decoupagelim eller dobbeltklæbende tape. Der limes skind på enderne med sekundlim. Kun en lille klat få steder, så skindet er hæftet. Lim så lidt mere her og der, til det er hæftet hele vejen rundt.
Sæt nu dobbeltklæbende tape fast langs begge kanter. Tag papiret af og sæt det bånd eller den blonde på, du ønsker at bruge. Ophænget på disse trommer består af sejlgarn, der er bundet rundt om trommen. Heri kan også fastgøres eventuel pynt. Skal du bruge nogle af trommerne til bordkort på julebordet, kan du skrive navn på med en sort sprittusch.