Af Anno1808
Se her hvordan du laver et stort, rustikt fad, som kan pyntes efter årstiden. Det er smukt med kogler, julekugler, mos, lys eller andre naturmaterialer her i efteråret og op til jul, og om foråret kan du bruge æg og forårsvækster.
Find masser af andre fine DIY projekter på www.anno1808.dk
Du skal bruge:
Gammel hovedpude eller anden pude (skal kun bruges til at lave en form)
Husholdningsfilm
Gammelt håndklæde
Fliseklæb (pulver)
Trælim
Avispapir, sækkelærred eller andet groft stof
Kalkmaling i de ønskede farver
Pensler, balje og saks
Eventuelt sand og gips for ekstra struktur
Sådan gør du:
Pak puden ind i husholdningsfilm, så den får en fast, oval form. Klip et rundt stykke håndklæde på ca. 40 cm i diameter (tilpas størrelsen efter den ønskede fadstørrelse). Bland fliseklæb, og gennemvæd håndklædet med fliseklæb på begge sider. Læg håndklædet over pudeformen, og lad det tørre helt.
Smør ydersiden med trælim, og påfør stykker af avispapir og sækkelærred. Tilfør gerne et ekstra lag lim ovenpå for ekstra styrke. Når det er tørt, påføres endnu et lag fliseklæb. Gentag eventuelt processen med papir, stof og fliseklæb for at opnå et mere robust fad. Glat det sidste lag fliseklæb med en fugtig pensel.
Når fadet er tørt, tages det af formen. Påfør et lag fliseklæb på indersiden, og lad det tørre. Mal fadet med kalkmaling i flere nuancer for at skabe et patineret udtryk. Start med de mørke farver, og fortsæt med lysere toner. Ønsker du mere struktur, kan du blande lidt sand og gips i malingen.
Nu har du et stort, rustikt dekorationsfad, som kan pyntes efter sæson og bruges året rundt.
God fornøjelse!
Janne
Husk, at fadet kun er til pynt. Det er ikke beregnet til madvarer, det skal altid være tørt, og det må ikke vaskes i opvaskemaskinen.