Smukke solsikker

Hvis der er noget, der er indbegrebet af dansk sensommer, så er det solsikken. Man kan slet ikke lade være med at blive betaget af denne specielle blomst. Den vokser så hurtigt, at man næsten kan se den gro fra dag til dag, og nogle blomster bliver helt op til 4-5 meter høje... Det er også imponerende, så stor et solsikkehoved kan blive. Hvis man kigger godt efter, opdager man, at de hver især er et helt kunstværk, og at de alle sammen er meget forskellige. Der findes naturligvis et væld af forskellige sorter, og da de også er på forskellige stadier af deres blomstring, ser de desuden meget forskellige ud, hvilket bestemt kun gør dem endnu mere charmerende.

Vi har brugt solsikkerne til forskellige buketter sammen med frøstande og blomster, som vi har fundet i grøftekanten. Vi synes, at de passer så smukt sammen med denne blomst. Du kan godt tørre hovederne og dermed få dem til at holde hele vinteren. Lad dem ligge et lunt og luftigt sted i et par uger og brug dem så til at lægge på fade eller i dekorationer.

I haven kan du så dem direkte i dit staudebed, men du kan også bruge dem rundt om urtehaven næste år. Hvis du samler et par stykker og gemmer frøene, bliver der til rigtig mange solsikker året efter. Blomstringsperioden strækker sig fra juli og helt frem til sidst i oktober. Det siger sig selv, at solsikkerne gerne vil have masser af sol. Prøv at lægge mærke til, hvordan de vender sig, efterhånden som solen flytter sig i dagens løb.

Kransen på døren er bundet på et stykke ”elefanttråd”, hvorpå vi har bundet en masse grøftekantsgrønt og lidt oregano i blomst fra urtehaven. Vi har også bundet enkelte af de mindre solsikkeblomster fast. Når du laver en krans, skal du først dele blomsterne og det grønne op i mindre ”buketter ”, som derefter bindes på kransen med ståltråd eller blomstertråd. Du lægger de små buketter ”lag på lag ”, og dermed opstår kransen. Det grønne og krydderurterne i en krans som denne kan holde længe, men solsikkerne vil desværre hurtigt visne. Pil de gule blade af, eller nyd blomsten så længe den er frisk.

Forrige
Forrige

Nyt liv til et møbel

Næste
Næste

Gaver af vinpropper