Dekorer med duftende appelsiner

En af de mest tilfredsstillende måder at udtrykke sin kreativitet på i december er ved at lave sin egen julepynt. Der er noget helt særligt over at tage nogle enkle materialer og forvandle dem til noget, der kan sprede glæde i hjemmet. Man behøver ikke at bruge mange penge for at skabe noget unikt og personligt – faktisk kan det ofte være endnu mere tilfredsstillende at skabe noget smukt ud af ganske få midler.

For eksempel kan en gåtur i skoven blive til en skattejagt efter kogler, grene og blade, som kan forvandles til naturskønne dekorationer. Måske kan en gammel bog komme til ære og værdighed igen. Med lidt maling, glitter eller bånd kan man lave smukke ornamenter til juletræet, og gamle aviser og gammelt papir kan foldes til fine stjerner.

Appelsiner er billige lige nu, og de kan bruges til mange forskellige ting, herunder både som tørrede appelsinskiver til dekorationer, til ranker eller som bordpynt. De kan også bruges som friske appelsiner med nelliker i, for de spreder en fantastisk duft i julehjemmet.

Her er en trin-for-trin guide til, hvordan du laver dem:

Materialer:

  • Appelsiner (du kan også bruge citroner eller lime)

  • Skarp kniv

  • Bagepapir

  • Bageplade

  • Ovn

Fremgangsmåde:

Start med at skære dine appelsiner i tynde skiver, ca. 0,5 cm tykke. Sørg for, at skiverne er jævne, så de tørrer ensartet.

  1. Forvarm ovnen til 75-100°C. Det er vigtigt, at temperaturen er lav, så appelsinerne tørrer langsomt og ikke brænder.

  2. Læg bagepapir på en bageplade og placer appelsinskiverne jævnt fordelt, uden at de overlapper hinanden.

  3. Sæt pladen i ovnen, og lad skiverne tørre i 2-4 timer. Vend dem halvvejs igennem processen for at sikre, at de tørrer jævnt på begge sider. Hold øje med dem, så de ikke bliver brune. Skiverne er færdige, når de er tørre, men stadig lidt bøjelige.

  4. Når skiverne er færdige i ovnen, lad dem køle helt af på en bagerist.

Brug i dekorationer:

  • Guirlander: Træk en snor eller sejlgarn gennem skiverne og hæng dem op som guirlander på træet, vinduer eller over pejsen.

  • Adventskrans: Tilføj de tørrede appelsinskiver til din adventskrans sammen med kanelstænger, grankogler og bånd for et rustikt udtryk.

  • Juletræspynt: Bind en snor igennem toppen af appelsinskiverne og hæng dem direkte på juletræet.

  • Gaveindpakning: Brug de tørrede appelsinskiver som pynt på julegaver ved at binde dem fast med naturgarn.

  • Juleduftefad: fyld en flot skål med appelsinskiver, kanel, stjerne anis og put nelliker i et par appelsiner. Så spredes der en skøn naturlig juelduft i huset.

De tørrede appelsiner holder deres smukke farve og duft i lang tid, og de tilføjer et naturligt og nostalgisk præg til din julepynt.

Forrige
Forrige

Silvias søde snemænd

Næste
Næste

Jaynes mannequin