Adventskrans med hvide roser og et strejf af glimmer.

Janne fra Anno 1808 har lavet denne skønne kranse, som vi her viser dig trin for trin hvordan du slev kan lave.

Der er noget helt særligt ved at lave sin egen adventskrans. Duften af gran og eucalyptus, bløde rosenblade og små detaljer, der glimter i lyset, skaber den helt rigtige julestemning. Denne krans er enkel at lave – og så holder den sig smuk hele december, uden at den drysser.

Det skal du bruge:

  • En halmkrans

  • 4 lysholdere (her er brugt grønne i plastik)

  • 4 lys

  • Hvidt papir eller hvidt stof

  • Hvide roser (ca. 10 stk.)

  • Eucalyptus (gerne to forskellige slags)

  • Vindheks – frisk eller tørret

  • Tørrede blomster som harehaler (Lagurus) eller f.eks. tillandsia mos

  • Kogler

  • Grå cypres

  • Hvide, tørrede peberkorn

  • Sølvglimmer

  • Spraylim eller hårlak

  • Vindseltråd, blomstertråd, romernåle og evt. limpistol

Sådan gør du:

  1. Forbered kransen
    Vikl hvidt papir eller stof omkring halmkransen, så den gule farve gemmes væk. Når kransen tørrer ind, vil det hvide underlag se meget pænere ud.

  2. Gør blomster og kogler klar
    Klip roserne af stilkene og tråd hovederne med grøn blomstertråd – så kan de nemt bindes fast og vendes, som du ønsker. Gør det samme med koglerne ved at tråde dem forneden.

  3. Bind små buketter
    Lav små bundter af eucalyptus, roser, cypres og tørrede blomster. Bind dem på kransen ét for ét, hele vejen rundt, så den bliver dækket og får et fyldigt udtryk.

  4. Afslut pænt
    Når du når rundt, fletter du de sidste bundter ind under begyndelsen, så afslutningen bliver usynlig. Hæft tråden godt fast.

  5. Sæt de små detaljer
    Sæt buketter af tørrede peberkorn fast med romernåle eller lim dem på. Spray let med lim eller hårlak, og drys med sølvglimmer for en smuk, vinterlig effekt.

  6. Sæt lysene på
    Tryk lysholderne ned i kransen og sæt lysene i.

Et levende udtryk hele december

Kransen vil tørre ind med tiden, men netop det giver den charme og karakter. Roserne bliver lidt mørkere, men kan nemt friskes op med en smule ekstra glimmer. Efter nogle uger kan du også tilføje mere pynt med limpistol, hvis du ønsker at give den nyt liv. Så er din adventskrans klar til at sprede hygge i hjemmet hele december.

God fornøjelse – og glædelig advent!
– Janne

Næste
Næste

Recycling af gyngehest