Tulipantid

Her i Januar trænger vi til at få lidt farve og friske blomster ind i huset. Det føles så tomt efter at julepynten er væk. Der ER lagt masser af løg i potterne, men det har stadig lange udsigter til de kommer op. Indtil da elsker jeg at tage på tur til vores lokale tulipangård, hvor man kan få rigtig mange forskellige sorter og de smukke “papegøje tulipaner” der er fyldte. De er så fine, blandt andet sammen med lidt grene fra haven og eventuelt blandet med andre forårsblomster. Mathilde har lavet en lille film, hvor hun viser hvor nemt der er..

Se min buket her

Nogle steder kan du også få tulipaner med løg, de er superflotte at sætte i klare glasvaser, så man kan se løgene. De kan faktisk klare sig helt uden vand i et par dage, da løget indeholder væske. Se flere tips til hvordan du får dine tulipaner til at holde længe, under billederne.

Tulipaners holdbarhed varierer meget. Den afhænger primært af, hvilken temperatur de står ved, men der er også sorts- og sæsonforskelle. Nogle tulipaner er også smukke, mens de visner ned. Inden vi fandt de fyldte tulipaner, var vi slet ikke klar over, hvor smuk en udsprungen tulipan kan være. Det er et helt lille kunstværk.

Ved stuetemperatur holder tulipaner i 5-9 dage. Står de koldt hele tiden, kan de sagtens holde i op til tre uger. Du kan få dem til at holde længere, hvis du følger disse råd:

Vasen skal holdes ren og vandet skiftes eller efterfyldes jævnligt.

Stilkens sugeflade skal holdes frisk - tulipanen snittes eventuelt et par gange.

Tulipanerne stilles køligt så ofte som muligt, men de må dog ikke udsættes for barske temperaturskift.

De må ikke stå i direkte sollys.

Tulipaner og påskeliljer må ikke stå i samme vase. Saften fra friske påskeliljer er giftig for tulipanerne.

 Ønsker dig en herlig weekend. Kram fra Vivian

Forrige
Forrige

Min lille vilde urtehave

Næste
Næste

Nu er det - snart - tid…