Efterårspynt i haven

Når bladene skifter farve, og naturen byder på en overflod af grene, mos, græskar og visnende blomster, kan du lade kreativiteten blomstre og pynte haven med efterårets elementer. Med lidt fantasi og brug af naturlige materialer kan du forvandle selv de mindste hjørner af haven til stemningsfulde oaser.

Kranse og buketter lavet af vilde grene fra træer og buske er en enkel og charmerende måde at pynte på. Du kan samle grene fra bøg, eg eller birk, der stadig har deres visne blade på, samt kviste med bær fra fx hyld eller røn. Lav en smuk krans til hoveddøren eller hæng den på en havemur for at byde gæsterne velkommen. Kranse kan også laves af tørrede blomster og frøstande fra sommerens blomster, eller du kan tilføje lidt mos for at give dem et grønt, frodigt udseende.

Gamle zinkbaljer og fuglebade kan nemt genbruges som dekorative elementer i efterårshaven. Fyld dem med græskar i forskellige størrelser og farver – hvid, grøn og lyseorange skaber en smuk og afdæmpet palet. Brug mos og måske et par tørrede blomster eller kogler for at skabe en naturlig dekoration. Mos er en fantastisk ressource i efteråret. Det grønne, bløde mos kan bruges som en dekorativ bund i krukker, baljer eller fade og giver et smukt, naturligt udtryk. Du kan også placere mos mellem græskar eller langs stierne i haven for at skabe et eventyrligt præg. I samspil med vilde grene og små lanterner giver mos en skovagtig følelse, der emmer af efterårets ro.

Græskar er selvfølgelig en klassiker, når det gælder efterårspynt i haven. Udover at placere dem i krukker eller zinkbaljer kan du bruge dem i bedene eller langs stierne som et dekorativt element. Hvis du vil give dem et lidt anderledes look, kan du drysse lidt mos omkring dem eller stable dem i forskellige højder sammen med tørrede grene. De matte, jordagtige farver fra græskar står i smuk kontrast til efterårets grønne mos og mørkegrønne planter som husløg eller lyng.

Vil du nyde efterårshaven yderligere og lave små hyggekroge hvor du rigtig kan nyde efteråret, kan du få inspiration her.

Forrige
Forrige

Græskarfest i urtehaven

Næste
Næste

Hyggekroge i haven