Udgave 7 2025 ude 2. oktober

Efteråret har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Det er, som om årstiden gør, at man trækker vejret lidt dybere, sætter tempoet ned og finder ro. Jeg mærker altid en trang til at trække mig lidt tilbage, ind i hulen, og skabe hygge omkring mig. En kop varm kaffe, bløde tekstiler, duften af brændeovnen og lyden af regn mod ruden – dét er efterårsmagi. Men jeg elsker også at mærke naturen helt tæt på.

En travetur i skoven, hvor bladene knaser under fødderne, eller en blæsende gåtur ved Vesterhavet, hvor vinden rusker i håret og renser sindet. Det er øjeblikke, hvor jeg føler mig forbundet med årstiden og med mig selv.

Efteråret er også en tid, hvor jeg så småt begynder at tænke på jul. Ikke med travlhed og stress, men som en stille glæde. Jeg nyder at sidde i skæret fra stearinlys og drømme om kreative projekter, små gaver, dekorationer og hyggelige stunder sammen med dem, jeg holder af.

Noget, jeg har reflekteret meget over det seneste år, er balancen mellem arbejde og liv. Work/life-balance er et begreb, som mange taler om, og jeg forsøger virkelig at udleve det. Jo ældre jeg bliver, jo mere mærker jeg behovet for at prioritere mit liv bevidst. Den største luksus i livet er ikke materielle goder, men tid. Tid til at være nærværende, tid til at passe på sin krop og sit sind, og tid til at pleje sine relationer. Et godt helbred, et roligt sind og meningsfulde fællesskaber – det er dét, jeg gerne vil prioritere. Og så er der mit hjem. Jeg føler mig dybt taknemmelig for at bo et sted, hvor jeg elsker at være. Et hjem, der giver ro og inspirerer mig hver eneste dag. Det er i dette rum, at kreativiteten blomstrer, og hvor jeg finder næring til det liv, jeg ønsker at leve.

Jeg håber, at du i denne udgave af magasinet vil finde inspiration til at skabe din egen efterårshygge og til at finde balancen i dit liv – på din måde.

Rigtig god læselyst!
Kram fra Vivian

Forrige
Forrige

Julesærudgaven 2025 - ude 2. oktober hos udvalgte forhandlere

Næste
Næste

Et lille paradis midt i byen