Pynt op med rosenpeber
Rosenpeber er en type peber, der er rød eller rosa. Den vokser på en plante, der er beslægtet med pebertræet. Smagen er meget mere mild og aromatisk end almindelig, sort peber. I små mængder kan du bruge hele rosenpebre til at pynte mad med. Men de er også utrolig dekorative i indretningen.
Her sidst på året kan du købe dem i bundter på grønttorvet eller være heldig at finde dem i nogle af livsstilsbutikkerne. De holder deres flotte farver utrolig længe. Når de er tørret, kan du med fordel bare lade dem ligge eller hænge til pynt. Hverken farver eller facon ændres ret meget. Eller du kan vælge at tage alle de små bær af og gemme dem og bruge dem i køkkenet.
Det er rigtig smukt og enkelt blot at bruge bundterne som de er og hænge dem på en knagerække. Du kan også vikle bånd omkring og lægge dem på et flot fad eller en stak bøger. Det er vigtigt at du bruger de nogenlunde friske ranker til at lave dekorationer med, da det er nemmest, når stænglerne er lidt bløde.
Den store krans på fadet er bundet på en halmkrans. Peberklaserne er klippet i mindre klaser, og bundet på kransen med vinseltråd. Klaserne skal ligge helt tæt, og sørg for at dække siderne, både indvendig og udvendig, så man ikke kan se halmkransen. Den bredde blonde er lagt løst omkring kransen, og bundet sammen med den smalle blonde. Den smalle krans på stoleryggen, er bundet på en krans formet i hegnstråd. Hegnstråden er beviklet med blomstertape.
Farveholdningen er super flot fra det helt sarte lyserøde, til de mørke rosa farver i hortensiaen. Hvis du vil dække et sødt og romantisk bord, er det oplagt at bruge rosenpeber som pynt. Her har vi bundet et lille stykke ståltråd, hvorpå der er viklet en mindre klase, og brugt den som en slags servietring på hver kuvert.