Starten…

Der er flere, der har spurgt mig - om jeg ikke ville fortælle historien om, hvordan det hele startede. Det er nu 18 år siden, at Jeanne d´Arc Living havde sin spæde start. Dengang var vi to gode venner, der hver især havde en altoverskyggende interesse - Lonnie for have og blomster og jeg for  boligindretning. Vi var også begge optaget af alt muligt kreativt og elskede genbrug. Vi havde små børn, jeg var på barsel med den yngste.

Pengene var altid små, men kreativiteten stor. Det var mange ting, vi ønskede os at lave, men ikke havde penge til og så måtte vi jo finde en anden måde at dyrke vores hobby. Vi fandt tit gamle møbler på genbrug, eller fik dem foræret af familie, venner og bekendte. De blev malet og patineret - der gik meget tid med at eksperimentere med bejdser og sandpapir. Vi jokede tit med, at vi burde lave en bog med titlen “Boligindretning for fattigrøve” - for det var virkelig sådan det var. “Køkkenet” til venstre, var et af de første møbler vi lavede om.

Samtidig lavede jeg rigtig meget mad fra bunden, af alt hvad jeg kunne komme til gratis. Bagte og syltede til den store guldmedalje, for at spare. Det var dog også virkelig hyggeligt, for jeg havde børnene med til det hele.


Vi kom på den ide, at vi ville lave en artikel og prøve at sende den til nogle magasiner. Det havde Lonnie nemlig hørt om nogen der havde gjort og hun havde også solgt nogle blomsterbilleder til et magasin. Som altid tænkte vi, “hvor svært kan det være”, - og sprang ud i det! Det var virkelig sjovt. Jeg husker tydeligt den første artikel vi lavede sammen, hvor vi købte en ny billig jernseng - malede og patinerede den - blandt andet ved at slå på den med jernkæder! - så den kom til at se gammel og slidt ud. Vi stylede den på Lonnies terrasse, med hvad vi lige havde af tekstiler, loppefund og blomster fra haven. Artiklen blev solgt! Til det danske magasin Isabellas. Vi var pavestolte og fik selvfølgelig mod på mere. Mange af de første artikler handlede om haven, rumforvandlinger og at forvandle gamle møbler og give dem nyt liv. Inden længe lavede vi fast artikler til det norske magasin “Vakre hjem og Interiør” og et par danske magasiner for småbørns- forældre. Her lavede vi artikler om alt muligt kreativt med børn og indrettede børneværelser. Vældig praktisk når vi nu selv havde 4 små børn. De havde også en fest i det år! Inden vi så os om, var min barsel ovre og vi var nødt til at beslutte, om eventyret skulle fortsætte eller slutte der! Lonnie levede på det tidspunkt af at sy brudekjoler og jeg arbejde hos en tandlæge. Fuldtidsstilling og tre små børn kunne ikke kombineres med at være selvstændig. Tanken om at kunne arbejde hjemme og vente med at sende børnene ud og blive passet hver dag fra tidlig morgen til den aften, trak i mig. Det samme gjorde drømmen om, med tiden at kunne leve af det vi brændte for. Vi tog springet, levede på en sten i starten og pludselig gik alting meget stærkt. Vi begyndte at udgive bøger om boligindretning og have og det blev til en hel del bøger igennem årene. Mange af billederne tog vi hjemme hos os selv, og hos nogen vi kendte, der boede på samme måde.

En grossistvirksomhed så også dagens lys, med alle de produkter vi syntes der skulle til, for at indrette hjemmet og haven, i den fransk/nordiske landstil. Efter fem år, gjorde tilfældigheder at vi også tog springet ud i at udgive vores eget magasin, i vores eget lille forlag. Virksomheden voksede hurtigt i de år, vi havde ramt en niche. Vi udvidede med mange flere produkter og en tøjlinje. Begyndte at få produceret varer i udlandet og sælge til mange andre lande. Mere end 80 % var eksport. Da vores eget maling mærke “Vintage Paint” kom til gik det helt amok og vi havde nogle virkelig travle, men også spændende år. Erik fra Holland, købte sig ind i virksomheden og det er ham der i dag, driver “Vintage Paint” videre. Vi var i de år, 24 mennesker der dagligt kom på Tjørnegaarden, hvor vi drev virksomheden fra. Dertil kom sælgere i mange lande. En af de mere vilde projekter igennem tiden, var da vi købte en gammel, virkelig faldefærdig gård “Tingdalgaard” - totalrenoverede den og lavede artikler i magasinet om det. Den fortæller jeg mere om en anden dag. :)

Der var mange gode ideer i de år, nogle gik til held, andre ikke. Det var virkelig sjovt og kreativiteten blomstrede. Men vores veje måtte desværre skilles og da Pandemien kom, stod virksomheden lige efter det ene og midt i det andet ejerskifte. Det var en turbulent tid for alle. Det blev en kamp, for at forsøge at opretholde omsætningen og de mange udgifter til blandt andet personale, mangel på leverancer mv. gjorde, at vi ikke klarede skærene. I 2021 blev et vendepunkt. Heldigvis var det muligt at redde forlagsvirksomheden, som jeg i dag driver alene. Det er en helt anden hverdag, men jeg nyder det i fulde drag. I mange år gik arbejdsdagene med flere og flere driftsmæssige ting, problemer der skulle løses - og alt det kreative blev nedprioriteret.

I dag laver jeg det jeg brænder allermest for. Lønnen er ikke tilnærmelsesvis, det den var, men jeg elsker hver eneste dag, hvor jeg kan lave magasin og også har fået tid til at lave den her nye hjemmeside, som jeg har drømt så meget om at lave.

Det er ingen hemmelighed, at det koster, både “blod, sved og tårer” eller i hver tilfælde hårdt arbejde, mange søvnløse nætter og perioder med få penge, at udleve drømmen om et liv som selvstændig. Men det giver til gengæld så meget igen, at jeg til enhver tid vil anbefale dig at springe ud i det, hvis du drømmer om det. Det er en rejse jeg - på ingen måde ville have været foruden. Der er mange ting jeg ville have gjort anderledes undervejs, hvis jeg havde  haft den viden jeg har i dag. Sådan vil det sikkert være for alle. Men jeg fortryder intet. Det har været sindssygt spændene og fuld af masser af gode oplevelser .. jeg er stolt af det vi alle sammen, fik bygget op og alle de fantastiske mennesker jeg har mødt på min vej, igennem årene. Summen af alt det, er hvad der har bragt os til hvor vi er i dag.

TAK til dig, fordi du støtter op om Jeanne d´Arc Living. - Kram Vivian

Forrige
Forrige

En sand kunstner…

Næste
Næste

Støt de små erhvervsdrivende…