Eventyret på Chateau de La Motte Husson

Sidste år, netop i disse dage, besøgte Tine Gertsen, Saryn Muldrow og jeg Dick og Angel, samt resten af familien Strawbridge, på Chateau de La Motte Husson. Det var en helt fantastisk oplevelse. Vi bragte i efteråret, i udgave 6 og 7, 2022 to artikler i magasinet, som vi lavede dernede. Vil du have adgang til dem kan du ved at melde dig ind i Club JDL Exclusive få adgang til alle tidligere udgaver af magasinet. Frem til december 2022.

I dag vil jeg dog vise dig flere og andre billeder fra turen. Vi tog tilsammen hundredevis af billeder, de to dage vi besøgte dem - og det er på ingen måde muligt at vise dem alle. Her kommer nogle fra artiklerne og en del, som du ikke har set før - samt vores lille film vi optog dernede.

Man kniber sig lidt i armen, og trækker vejret dybt. Endelig er vi her. Aftalen er lavet for to år siden men på grund af Covid 19, er det blevet udsat to gange. Det er helt unikt at vi har fået lov til at komme og lave en artikel til vores lille danske magasin, her på Chateau de la Motte Husson, hos Dick og Angel. Det er nærmest umuligt at beskrive med ord, hvilken oplevelse det er. Man kan slet ikke undgå at blive betaget af dette smukke sted, men det der rører os mest, er de mennesker vi møder her. Både Dick og Angel, Dorothy og Arthur, bedstefar Steve og bedstemor Jenny, ja og hele personalet. De er så utrolig imødekommende og søde. Der er travlt i huset, for i morgen står der event på programmet. Den sidste “festilvaldag” skal afholdes. Alligevel er der en helt unik stemning, og en særlig ro, det mærker man straks. Trods travlheden og det faktum, at de er kendt og elsket over det meste af verden, for deres fantastiske Tv-udsendelser, får vi den varmeste velkomst man kan tænkte sig, da vi bliver mødt personligt af Angel i indkørslen. Dagens skal bruges på at lave en fotoreportage af deres unikke hjem. Hun tager sig god tid til at byde på kaffe og tale med os i dagligstuen, inden vi går i gang. Angel har en evne til at få alle til at få alle til føle sig velkommen i familiens hjem og føle sig helt specielle. Vi oplever også dagen efter hvordan hun tager sig god tid til at tale med hver enkelt gæst.  

På anden dagen er vi med til eventet, som desværre ikke afholdes mere. Her er vi sammen med 30 andre deltager og vi starter med at få serveret bobler i rigelige mængder, små snacks og hører historien om hvordan de to mødte hinanden tilbage i 2010. De arbejdede begge for et engelsk Tv-selskab og deres fælles agent Sofie havde fået en ide om at disse to stærke personligheder ville være perfekte at bringe sammen om at lave et Tv-program. Skæbnen ville, at de faldt pladask for hinanden, allerede den første aften. De var efterfølgende på mange ferier i Frankrig og blev forelskede i drømmen om det rolige og afslappende liv man lever i Frankrig. Bo i et lille fransk byhus, hente friske baguettes om morgenen, dyrke sine egne grøntsager, gå på markedet efter ost og nyde vin. Inden længe opstod ideen om at lave en TV-udsendelse om hvordan parret gik på jagt efter en bolig i Frankrig. Det var slet ikke meningen, at det skulle været et slot, men som de fleste andre kvinder, kiggede Angel liige lidt på de huse der var en smule dyrere og større, bare for sjov - det var imponerende ås meget man kunne få for pengene i Frankrig! De så utroligt mange forskellige boliger og lavede lister med de ting de ønskede sig. De var godt klar over at de ikke kunne få det hele, - da hun pludselig så annoncen for Chateau de La Motte Husson.. som var et fantastisk godt tilbud og endda rummede alle de elementer de ønskede sig. De kunne med det samme se, at dette sted ville være perfekt til at holde alle de selskaber, som de drømte om og samtidig være deres familie hjem. De var faktisk afsted, sammen med et kamera hold, da de kom her første gang – så begejstringen I ser på TV er helt reel. Det store smukke art-deco orangeri var en af de ting Dick og Angel faldt for da de først så slottet. Det er perfekt til bryllupper og events. Det er her vi senere å dagen, får serveret champagne i vintagekaffekopper, personligt af både Angel og Dorethy, samt serveret virkelig dejlig mad, lavet af Dick selv. En af hans utroligt mange talenter er at lave mad, hvilket han altid gør når der er gæster på slottet. Alle der kommer her, uanset anledningen, er gæster i familiens private hjem, og bliver behandlet sådan. Hvilket vi tydeligt mærker begge dage. Efter en lille time med sjove historier, er vi på rundvisning. Først med Dick udenfor, inden vi får serveret den fantastiske frokost i orangeriet og derefter er der rundvisning med Angel indenfor på slottet. Da vi har tilbragt det meste af dagen før, med at tage billeder og hygge med familien, har vi denne dag ro til at se endnu flere detaljer og bare nyde det hele, i fulde drag.

HAVEN

Chateauet er beliggende midt i et betagende parklandskab med den majestætiske voldgrav, kæmpe muret urtehave og adskillige udhuse og stalde. Dick viser rundt og fortæller passioneret om alle planerne og ideerne og hans elskede have. Han og hjælperen Steve elsker at gå og ordne i urtehaven. Her dyrkes store mængder af frugt og grønt som alt sammen bruges til de måltider han laver til gæsterne. De har gæs og høns og bistader. Dick går meget op i at lave alting selv og det skal være bæredygtigt. Maden laves med de råvarer der er i sæson og børnene inddrages i det hele. Angel dyrker blomster i et lille område af haven, som bruges til alle de imponerende blomsterarrangementer hun laver når der holdes fester.  Urtehaven er helt klart Dicks stolthed og passion.

ORANGERIET

HALLEN

Det er imponerende at træde ind af den høje dør der fører ind til hallen. Det er så smukt! Alle de originale detaljer er bevaret og restaureret på nænsom vis. Solen kaster lange skygger ind og Angels kreative opstillinger og dekorationer ses overalt. Bag hallen findes gæstetoiletterne, hvor der er gjort ligeså meget ud af indretningen som i resten af huset. Her er der lavet vægge med avisudklip, friske blomster flere steder og en gammel fontæne pryder midt i rummet. ]Lige den dag vi kommer, skinner solen og lyser er utroligt smukt, som det kommer ind gennem den imponerende gamle dør, med de smukkeste gamle håndsmedede friser. Angel havde helt ret, da hun skrev til mig at vi skulle vente med at komme til ud på eftermiddagen, for der var lyset allerbedst indenfor på slottet. 

STUEN

Til højre for indgangen ligger dagligstuen, med Arthur og Dorethy´s legerum, klaveret og det store cirkusskilt. Det er her vi bliver budt på kaffe og en hyggelig og uformel snak med Angel, inden vi skal rundt på slottet og tage billeder. I tårnet er der indrettet et lille bibliotek, blandt andet med bøger der stammer tilbage fra da slottet blev bygget. På væggen i stuen hænger de originale tegninger fra 1800 tallet, da det nuværende slot blev bygget. Rummet er indrettet med skønne, skøre og anderledes fine gamle effekter fra cirkus, genbrug er i den grad også i fokus, for Dick og Angel, det ses tydeligt alle steder på slottet.  

 SPISESTUEN

Til venstre for indgangen findes spisestuen, med giraffen og de sjove vægmalerier. Bag en af de gamle trædøre, findes et hemmelig skab, med indbygget bar. Det er her vi sidst på "Festivaldagen" ,som vi deltager i næste dag, - bliver budt på kaffe, flotte kager og drinks.

SUITERNE

Hver enkelt rum har sit eget tema og der er kræset for hver en detalje. Angels eget design af tapeter og tekstiler, er lavet med tanke på præcist hver enkelt rum. På hver etage har tårnværelset sin helt egen stil, hvor kreativiteten virkelig har fået lov at blomstre. Især et af rummene, er virkelig betagende. Her har Angel sirligt presset og tørret blomster, som er limet op. Badeværelserne er luksuriøse og et kapitel helt for sig. I et af de andre tårnværelser findes den helt specielle væg, som Angel lavede af alle de gamle tapetrester hun fandt på loftet øverst på slottet. De blev sat sammen i harlekinmønstre. Designet findes nu også som tapet og tekstil, ligesom mange af de originale gamle tapeter. På en af gangene har familien lavet deres "hall of Fame" hvor de har samlet alle de breve, tegninger, malerier osv. de igennem de sidste 8 år har fået af alle deres fans. De værdsætter hver og en og fortæller varmt om hvor glade og taknemmelige de er over at folk tager sig tid til at skrive og sende dem kreative billeder. 

KÆLDEREN

Dette skønne rum er her hvor alle tråde finder hinanden, når de store arrangementer afholdes på slottet. Mad, vin og blomster i lange baner skal opbevares og her i kælderen er der køligt og masser af plads til det hele. Det er også her parret lavede det skønne spisekammer, hvor alt det hjemmesyltede opbevares og “blomster rummet” som vi lige nu kan se bliver til, i den allersidste sæson med TV fra slottet.

KØKKENET

Familiens køkken, bruges nu kun privat og er hyggeligt indrettet med spiseplads og selvfølgelig alt i udstyr. Bare samlingen af kobber køkkentøj er i den grad imponerende. Det hjemmebagte wienerbrød, på det nederste billede, fik vi serveret på Festivaldagen sammen med bobler i rigelige mængder. Arthur er tit med sin far i køkkenet og han fortalte os at han har planer om at åbne sin egen restaurant når han bliver voksen. Vi fik eftermiddagskaffe og kage, i skyggen af slottet, da vi var færdige med at tage billeder den første dag. Arthur var meget snaksalig og vi kan MÅSKE få rabat i hans restaurant lovede han :)

KREARUMMET

Det ER jo himmeriget for kreative sjæle at få lov til at komme med ind i det allerhelligste, Angels krearum. Det ligger godt gemt af vejen, hen over loftet og op af en trappe, helt oppe under taget. Her er der ro og tid til fordybelse og her har Angel samlet kassevis af små ting og sager, som hun blandt andet har fundet på slottet igennem årene. Men også ting fra markeder og alt hendes eget design af tekstiler og tapeter.

At turde tage springet og leve drømmen helt ud, som de to har gjort, er virkelig modigt og utrolig inspirerende for rigtig mange mennesker. Jeg har så stor respekt for dem, både for det de gør og deres måde at være på. De føler sig heldige og taknemmelige over deres liv, og minder hinanden om det hver eneste dag. Det har dog været virkelig hårdt arbejde at forvandle det faldefærdige slot til det eventyrslot det er i dag. Som Angel siger bag ethvert eventyr, findes virkeligheden. Det har krævet hårdt arbejde og stor dedikation at bringe et femogfyrre værelses hus på fem etager til live igen, efter så mange års forsømmelse. Det har de klaret, slottet er gennem renoveret fra kælder til kvist og familien kan nu trækket vejret lidt igen. Livet på slottet er godt og de er faldet godt til i det franske. Ideer er der stadig mange af og de har stadig travlt, især med at holde events - som der nærmest har været lukket helt ned for i to år. Der er meget der skal indhentes på den front, fortæller Angel. Men på trods af det, tager de sig tid til, hver eneste dag, at være noget for hinanden og børnene og sætte sig lidt og huske, hvor heldige de er.

To helt fantastiske dage er slut for denne gang.
Tusind tak til Dick og Angel, fordi vi måtte kigge forbi - og på glædeligt gensyn.

 Du kan læse meget mere om historien og familien på www. thechateau.tv

FACTS 

Château de la Motte-Husson er et fransk slot i nyrenæssancestil, der ligger i den lille købstad Martigné-sur-Mayenne. Fra 1100- til 1300-tallet lå der en lille borg på stedet. Den nuværende bygning stammer dog fra 1868-1874 og er derfor relativ ny, sammelignet med mange andre franske slotte. I dag ejes slottet af Dick og Angel Strawbridge, der købte det i 2015. Sidan da er vi mange der har elsket at følge dem i tv-serien "Escape to the Chateau" der følger familiens renovering og ombygning af slottet, og alle der øvrige kreative tiltag, de finder på undervejs. Slottet rummer ialt 45 værelser og der er plads til 80 spisende gæster i orangeriet. 

  

Forrige
Forrige

Sommermarked

Næste
Næste

Udgave 3, 2023