En stemning af badehotel
I denne røde murermestervilla bor Pernille og Steen sammen med deres yngste datter, Josefine Cornelia, og deres to hunde Molly og Albert. Da Pernille så huset på internettet en søndag morgen, besluttede familien sig for at tage ud samme dag for at se huset. Det var kærlighed ved første blik, og to måneder senere kunne de flytte ind. Pernille elsker den nostalgiske badehotelstil, og huset er nu indrettet med stribet tapet. Farverne blå, grå og hvid er et gennemgående tema i hele huset. Størstedelen af indretningen består af loppefund og arvestykker i skøn forening med nye, bløde sofaer og et klassisk køkken.
Pernille elsker desuden grønne planter og blomster. Hun har tidligere været salgsleder for stueplanter i et stort havecenter og har også arbejdet i et bolighus. Hun har gjort sin hobby til sit arbejde og tilbyder at indrette for andre – blandt andet med loppefund, som hun finder rundt omkring i landet, og som passer perfekt til stilen. Hvis du har lyst til at snakke med Pernille, kan du finde flere oplysninger her:
Instagram: @badehotel_stemning _hele_aaret
Kombinationen af det stribede tapet og de hvide møbler skaber en vidunderlig stemning som på et nostalgisk badehotel.
Rammerne er sat til mange hyggelige stunder i køkkenet. Man kan nærmest dufte de nybagte croissanter.
Stemningen fortsætter i soveværelset med lyseblåt sengetøj og luftige gardiner, og det smukke gelænder i trappeopgangen fremhæves i de hvidmalede omgivelser.