Det grønne værelse

Tilbage i 2016 lavede vi dette grønne soveværelse af ting vi havde fundet på loppemarkeder. Vores stil den gang var meget brocante, meget slidt og med masser af detaljer. Når vi ser tilbage på det nu, virker dette rum nærmest helt teatralsk. Som var det lavet som en kulisse til et teaterstykke, eller en gammel film. Smukt var det, og meget gennemført. Læs her hvad vi skrev den gang tilbage i oktober 2016.

Vi kommer jo vidt omkring på diverse loppemarkeder og i butikker, der handler med originale, gamle ting og møbler. Et par gange her på det sidste er vi faldet for de her gamle møbler i skønne, grønne farver. Egentlig ikke en farve vi normalt gør så meget i, men vi syntes, møblerne var vildt charmerende, og især det ene møbel havde en helt fantastisk patina. Når man falder over et møbel med en helt særlig, original patina, synes vi, det vil være synd at male det over. Derfor bliver man nogle gange udfordret på at få disse fine, gamle møbler til at passe ind.

Vi var så heldige, at da vi skulle fjerne det gamle tapet under renovering af rummet her, kom der nogle utrolig fine vægge frem i blå og grønne farver. Den grønne farve matcher perfekt til de gamle, grønmalede møbler. Vi fandt også en gammel hospitalsseng i den samme, grønne farve. Vi har indrettet soveværelset med lækkert sengetøj i groftvævet hør og tekstiler i vintage beige og cremede nuancer. Det gør meget, at de gamle møbler og væggene, som er meget fremtrædende, bliver sat sammen med neutrale farver som creme, brun og beige. Vægdekorationerne består hovedsagelig af gamle rammer, passepartouter, løse sider fra gamle bøger og brudekranse, hvilket understreger den rå stil, rummet har.

På vores jagt efter grønne møbler faldt vi faktisk over lidt forskelligt i vores egne gemmer. Blandt andet det lille skab, fugleburet og skamlen med blågrønt lædersæde. Tingene er slet ikke samme farve, men det gør kun indretningen mere spændende. Det er stadig grønne nuancer, og derfor passer de alligevel sammen. De brunlige farver er næsten gyldne at se på. Vi har desuden lavet en meget patineret væg, hvor også den grønne og de brunlige/gyldne farver går igen.

Forrige
Forrige

Fint og gammelt porcelæn

Næste
Næste

Efterårs-moodboard