7. december: Julevinduer
Når der skal pyntes op til jul, skal vinduerne også dekoreres. Det kan man gøre på mange forskellige måder, og vi giver dig her forskellige ideer, som du kan lade dig inspirere af.
Hæng masser af julekugler op i forskellige længder, og forskellige typer bånd og snor. Det er virkelig dekorativt og stemningsfuldt. Sæt et par gamle, flotte glasflasker i vindueskarmen, og et lille grantræ i den ene. Hæld vand i vasen for at få træet til at holde længere. Det kan plantes ud igen efter jul. Lav en lille hyggeplads til to ved vinduet, hvor man kan julehygge, spille spil og skrive julekort.
Du kan også lave snevejr i vinduet med hvide vattotter trukket på tråd, og med prismer bundet i enden af hver. De hænger helt tæt i vinduet, for så er det altid snevejr. Florlette, hvide gardiner og juleroser gør opstillingen let. Et kunstigt juletræ i hjørnet og et blødt skind i stolen – så er vi klar til at hygge med en god bog og en kop te.
Hæng en smuk ranke op i vinduet. Ranken er bundet af gran og pyntet med små, tørrede blomster ved hjælp af en limpistol. Der står en samling af gamle flasker i vindueskarmen – nogle med lys i og andre med en lille grankvist på. Man kan sidde på bænken og tage et hvil, og her kan julegaverne opbevares, efterhånden som de bliver pakket ind.