Rustik, fransk landstil i orangeriet

Når du skal indrette en terrasse eller et orangeri, kan du tillade dig at lege lidt mere med forskellige stilarter, som ikke nødvendigvis er de samme som i din bolig. Her viser vi dig, hvor stor en forskel det gør, når du leger med farver og interiør. Ideerne kan du naturligvis også bruge i din stue.

I det ene hjørne har vi hængt en stor hængekøje op med masser af puder og tæpper. Her kan man ligge og nyde udsigten ud over markerne. Krydderurter og grønne planter, såsom oliventræer og eukalyptus, hører til landstilen. Grønne planter uden blomster er også fine. Plant dem i flotte, gamle kurve og rustikke potter. Indret med masser af kurve, som er hængt op i loftet sammen med lanterner.

Indret med møbler i træ og metal. Find gerne genbrugsmøbler eller møbler lavet af genbrugstræ. Overfladerne må gerne være rå og rustikke. Giv stilen en lille smule kontrast med et par romantiske puder og et smukt, gammelt stel. Dette stel har samme grønne farve som panelvæggene.

Fyld op med masser af gamle syltekrukker, rustikke skåle og kander og krukker i lertøj. Farvemæssigt skal du ikke udfordre øjet i denne stilart, for alt er i dæmpede farver og naturmaterialer. Træ, kurveflet, jern, lertøj er et must – helst med patina. Det må ikke være for "pænt" i denne stil. Vælg altid jordfarver og naturens farver såsom grønlige, brune og beige nuancer. Så er du godt på vej.

Se endvidere hvordan vi indrettede orangeriet i retro med et japansk tvist, eller med hvid romantik og sarte pasteller.

Forrige
Forrige

Retro med et japansk tvist

Næste
Næste

Udgave 4 2025